Historie

Andelsselskabet Videbæk Elektricitetsværk blev startet som en borgersag efter den stiftende generalforsamling den 22. Juni 1907, med manufakturhandler Peter Haahr som den første formand.

Der blev opført bygninger og anskaffet maskiner, og smedemester M. Sørensen blev ansat som daglig bestyrer. Andelsselskabet blev afhændet i 1915 til M. Sørensen, der drev det for egen regning frem til 1930, hvor Amalius Sørensen overtog værket.

På grund af problemer med høje strømpriser, blev der nedsat et borgerudvalg til at forhandle med ejeren af værket. Det endte med, at denne afhændede værket i 1933 til 'Andelsselskabet Videbæk Elektricitetsværk'. I de følgende år blev både værket og ledningsnettet udvidet, efterhånden som byen voksede.

Omkring 1950 stod det klart, at man ikke længere selv kunne forsyne byen med jævnstrøm, hvorfor man overgik til at købe vekselstrøm. Samtidig overvejede man at benytte værkets spildvarme til et fjernvarmeværk.

I 1951 blev det vedtaget at oprette en varmecentral i tilknytning til elværket.

I 1970 købte varme- og elværket sammen med vandværket flere grunde, og der var udvidelsesmulighederne sikret for alle 3 værker.

I 1980 sammenlægges de 3 selskaber til ' Videbæk El- Vand- & Fjernvarmeforsyning' og den 21. April 1981 startes forbrændingsanlægget på Håndværkervej 9 for første gang, hvorfra varmen transmitteres til fjernvarmeværket på Godthåbsvej 3.

I 1992 blev det på den ordinære generalforsamling besluttet at ændre navn og vedtægter til andelsselskabet 'Videbæk Energiforsyning'.

Den 3. juli 1993 eksploderede affaldssiloen på forbrændingsanlægget, og efter flere overvejelser blev det besluttet at bygge et naturgasfyret kraftvarmeværk, som stadig er i drift.

Videbæk Energiforsyning kunne fejre 100 års jubilæum d. 22. juni 2007. I den forbindelse blev der udgivet et jubilæumshæfte. Du kan læse det her - Jubilæumshæfte.

Som følge af Vandsektorloven blev el-, vand- og varmeforsyningerne i 2010 udskilt i seperate aktierselskaber, der er 100% eget af Videbæk Energiforsyning Amba.